Wivegård har været i min families eje gennem flere slægtled på min fars side.
Gården ligger ca. midt mellem Horsens og Vejle og mellem Hedensted og Gl. Sole
Hedensted Kommune. Adressen er Årupvej 91, 8722 Hedensted.
Se Google-map HER:
Udflyttergård
Wivegård var en udflyttergård. Gårdens bygninger lå oprindelig i Gl. Sole by.
Efter udskiftningen (tjek årstal) fik gården sine marker på Gl. Sole Østermark.
I 1842 blev bygningerne flyttet ud til markerne i Gl. Sole Østermark (på det areal, der kaldtes Wive Skifter).
Hvornår blev den bygget i Gl. Sole by – og hvor lå den?
Den var tvillinggård til gården som Arne af Pe Therkelsen havde da jeg var barn, senere overtaget af politibetjent Johan Schultz, og senere igen af Jytte og Peter.
Hvornår hed det Wive Skifter – og hvad er skifter? kommer det af udskiftning?
Navnet Wivegård
Navnet Wivegård er nok en “forjyskning” af “Vibegård”.
I hvert fald kan man på gamle kort se navnet Vibegård.
Wivegård blev i 1842 flyttet fra Gl. Sole By til Gl. Sole Østermark.
Østermarken er et fladt og lavt område – del af en hedeslette fra sidste istid.
Oprindelig var det et vådt område, og derfor måtte der et omfattende dræningsarbejde til, før der kunne dyrkes afgrøder på jorderne.
Fra min barndom husker jeg, at der var masser af viber, der “sang” og peb og kredsede om os, når vi hakkede roer. Og når vi gik og hakkede, fandt vi af og til en viberede med æg. De kredsende viber har naturligvis villet skræmme os væk fra deres æg og unger.
Viber lægger æggene i en meget simpel rede, som blot er en lille fordybning i jorden.
Æggene er grønbrun- og sortspættede (camouflagefarvede) og tilspidsede i den ene ende. Ofte ligger der 4 æg i reden – med den spidse ende ind mod midten.